Fokusmøde om Den Blå Vækstplan og Det Blå Nordjylland

Fokusmøde om Den Blå Vækstplan og Det Blå Nordjylland

11.04.18

Ca. 100 erhvervsfolk og andre interesserede var samlet til informativt debatmøde om Den Blå Vækstplan og hvad Det Blå Nordjylland kan bruge den til. Til politikerne var der vigtige budskaber, som kan være barrierer for vækst

Politikerne fik tre budskaber med hjem på dagens møde: få montørordningen færdiggjort i EU, gør det muligt at lave udbud, hvor danske værfter kommer i spil samt sikre maritime uddannelser i Nordjylland, så vi kan tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft og unge til den maritime industri. Dette var hovedopfordringerne til det politiske panel på dagens fokusmøde, hvor erhvervet, uddannelsesinstitutioner og andre maritime aktører debatterede den nye blå vækstplan, som blev lanceret af regeringen i januar i år.  

Christine Lunde, som er direktør for det nordjyske maritime brancheudviklingscenter og klyngesekretariat MARCOD, siger: ”Vækstplanen sætter fokus op på de forudsætninger, der frem mod 2025 skal give Det Blå Danmark en plads på forreste række – derfor er det vigtigt, at vi i Nordjylland får drøftet, hvad vi kan gøre sammen, så vi kan spille en hovedrolle i at udmønte vækstplanen de kommende år”.

Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen, supplerer:  

”Det er vigtigt at bygge videre på de kompetencer, som vi har opbygget i Nordjylland gennem tiderne indenfor Det Blå Danmark. Vi skal fortsætte med at sætte barren højt. Der er muligheder for vækst og ved at mødes til en konference som denne, inspireres virksomhederne, hvor vi sammen drøfter muligheder og barrierer”. 

Danske Rederier og Danske Maritime fortalte om tilblivelsesprocessen for Den Blå Vækstplan og nogle af de mærkesager, de har kæmpet for på vegne af deres medlemmer.

Som repræsentanter fra Det Blå Nordjylland bidrog Scanel International A/S og MAN Diesel & Turbo med indlæg, hvor de hver især satte fokus på nogle rammevilkår, som man arbejder for at få løst i kølvandet af vækstplanen. For Scanels vedkommende er det montørordningen og for MANs vedkommende er det rammevilkår for de danske værfter, montørordningen, teknologiudvikling, uddannelse, digitalisering og klyngeperspektivet.

”At afholde og deltage i et fokusmøde om den maritime vækstplan giver MARTEC mulighed for at synliggøre de maritime institutioners ønsker og behov i forhold til at udfylde rammerne i regeringens vækstplan, ligesom det giver os en unik mulighed for at høre og dermed evt. supportere de ting, som virksomhederne i området mener skal være i fokus for at generere vækst inden for det maritime område” siger Brian Thomsen, vicedirektør på MARTEC.

Fokusmødet var arrangeret i et samarbejde mellem Danske Rederier, Danske Maritime, MARCOD, MARTEC og Frederikshavn Kommune med direktør Christine Lunde, MARCOD, som ordstyrer.

Slides fra fokusmødet kan du hente her:

pptxGert balling - Scanel

pptxJacob Ullegaard - Danske Rederier

pptxJenny Braat - Danske Maritime

pptxBirgit S. Hansen - Frederikshavns Borgmester

pptxPoul Knudsgaard - MAN Diesel & Turbo

Facebook nyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Branchenyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder.