Første kontorelev fra Hirtshals Yard fik topkarakter ved afsluttet fageksamen

Første kontorelev fra Hirtshals Yard fik topkarakter ved afsluttet fageksamen

30.05.18

Den 

Billedet fra venstre: 

Lærlingekoordinator Anette H. Sørensen, ny udlært Sidse H. Eriksen, indkøbschef Maria L. Eilers og økonomichef Ditte B. Pedersen

Sidse Hede Eriksen fra Hirtshals Yard har på Aalborg Handelsskole netop afsluttet fageksamen med top karakteren 12.

Sidse er værftets første kontorelev, og hun har selv været med til at skabe og forme elevstillingen. I løbet af det halvandet år, som hun har været i lære, er det blevet mere og mere tydeligt indenfor hvilke fagområder, Sidse har sine interesser. At arbejde med tal og regnskab er ikke i så høj kurs som at arbejde med indkøb, marketing og personale, og opgaver som blandt andet at arrangere teambuilding for kolleger falder Sidse godt for.

Denne interesse hænger godt sammen med, at Sidse allerede havde en uddannelse som serviceøkonom, inden hun gik efter drømmen om at få en kontoruddannelse.

Netop at følge sin drømme kendetegner stærkt Sidse. Da hun søgte elevpladsen, havde hun ikke de krævede skolepapirer på plads, men skrev ”jeg er helt sikker værd at vente på”, og med den bemærkning blev hun kaldt til samtale, til trods for at flere end 100 ansøgere havde skolepapirerne i orden. Sidse fik navnet wildcardet, og indkøbschef Maria Louise Eilers og økonomichef Ditte B. Pedersen, som er Sidses nærmeste foresatte, har ikke ét sekund fortrudt, at de skulle vente et par måneder, inden værftets nye kontorelev kunne starte.

En venten der efterfølgende har resulteret i, at værftet sidste år indstillede Sidse som årets elev, samtidigt med at Sidse indstillede Hirtshals Yard som årets læreplads, og den gode historie fortsætter, for Sidse er efter endt fagprøve blevet tilbudt fastansættelse på Hirtshals Yard.

Hirtshals Yard er en del af den maritime lærlingeordning ved det maritime brancheudviklingscenter og klyngesekretariat for den nordjyske maritime klynge MARCOD, hvor lærlingekoordinator Anette H. Sørensen fik til opgave at hjælpe med rekrutteringen, da værftet ønskede en kontorelev.  

”Sidse har været en hel fantastisk kontorelev. Hun stiller høje krav til sig selv, er stolt af sit fag og sin arbejdsplads, og det har været en stor fornøjelse at have Sidse under vingerne” siger Anette H. Sørensen.

Kontorelevtiden afsluttes med en fagprøve, hvor eleven selv vælger et emne, man ønsker belyst. Sidse har skrevet om implementering af håndscannere på lageret, en opgave som værftet kan gøre direkte brug af efterfølgende. Så mon ikke Sidse kan se frem til at blive behørigt fejret på Hirtshals Yard, hvor traditionen byder, at man som ny udlært bliver døbt med en tur i baljen, som vel og mærke er havnebassinet.

Facebook nyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Branchenyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder.