Nordjylland vil udnytte vækstplanen

Nordjylland vil udnytte vækstplanen

01.02.18

Synspunkt: Vækstplanen for Det Blå Danmark rammer plet i forhold til mange af de udfordringer, de ca. 400 nordjyske maritime virksomheder sidder med.

Regeringens seneste initiativer på det maritime område rummer mange positive elementer. 

Den nye montørordning vil også gavne Nordjylland. Det er godt, at danske rederier har fået en DIS-ordning for offshoreskibe. Indsatsområder såsom digitalisering, iværksætteri og teknologiudvikling er også fokusområder, som vil gavne det nordjyske område. 

Vækstplanen for Det Blå Danmark rummer rigtig mange muligheder, og de ovenfor nævnte er nogle af de væsentligste. 

Vi arbejder på et udviklingsprogram for digitalisering af maritime virksomheder i Nordjylland, et maritimt iværksætterprogram og et banebrydende pilotprojekt med en autonom havnebus i Aalborg. 

Der er også indgået en vækstpartnerskabsaftale mellem regeringen og Vækstforum Nordjylland, som bl.a. omfatter en indsats - i samarbejde med MARCOD - i forhold til at anvende statslige og kommunale skibe/færger som testplatform for nye eller mere standardiserede maritime løsninger. 

Vigtig klynge 

Det er vigtigt for Nordjylland, at vækstplanen rummer indsatser inden for de maritime uddannelser og kompetenceudvikling, så branchen kan skaffe den nødvendige kvalificerede arbejdskraft, især faglærte og højtuddannede specialister. 

Det er væsentligt, at hele den blå uddannelsesfødekæde er til stede og trives i Det Blå Nordjylland - lige fra ungdomsuddannelserne (lærlinge, skibsassistenter, HF Søfart) til de videregående blå uddannelser (maskinmester, maskinist, skibsfører og sætte- & kystskipper). Det er en helt nødvendig forudsætning for vækst i det Blå Nordjylland, at specialkompetencerne er til rådighed og bosat i regionen. 

Der er flere ting, som er vigtige at holde sig for øje i rusen over de nye politiske rammer for maritim udvikling i Danmark: 

Råderum 

Erhvervsskolerne har brug for råderum til at sikre udvikling af læringsmiljøer, der fremmer kompetent arbejdskraft fremadrettet. 

De mangler elever på deres erhvervsuddannelser rettet mod industrien - herunder den maritime branche. Det drejer sig om smede, skibsmontører og industriteknikere. Deres skolepraktik er tømt for elever og i øjeblikket har stort set alle elever fundet praktikpladser før de er færdige med deres grundforløb på skolen. Det er rigtig ærgerligt, at ikke flere vil disse uddannelser, når den maritime branche tilbyder nogle spændende og udfordrende jobs, hvor man har masser af muligheder for karriere, videreuddannelse og at se hele verden mens man tjener gode penge. 

Regionen har flere nybygningsværfter, som er af stor betydning ikke bare for os, men for hele Danmark. De kan være med til at fremme både udviklingen af maritime teknologier, digitale systemer, produktions- og driftsformer, som er fremhævet i Vækstplanen. 

Mere innovation 

Værfterne har betydning for vores regions selvforståelse som maritimt centrum og dermed også fremtidige arbejdspladser for de unge. 

Lad os arbejde for gode forhold for værftsdrift i Danmark herunder en fornuftig udbudspraksis - både så danske værfter kan være med, men så der også udbydes opgaveløsning med vægt på innovation, bæredygtighed og lærlinge. 

Sidst men ikke mindst - i forhold til erhvervsfremmesystem debatten, som også adresseres i vækstplanen - så virker den ambitiøse danske klyngeindsats - 16.520 virksomheder deltog i de danske klynge- og netværksaktiviteter i 2016. Der skabes vækst og arbejdspladser gennem danske og regionale styrkepositioner og klyngerne indgår som en central byggesten i dette arbejde til gavn for virksomhederne. Når ambitionen er, at Danmark fortsat skal være et maritimt kraftcenter, så er Det Blå Nordjylland parat til at spille en hovedrolle. Vi har i forvejen en stærk maritim klynge af virksomheder, en lang historik og erfaring med nybygning, service og reparation, grøn miljøteknologi, et stærkt maritimt uddannelsesmiljø og en udpræget fordelagtig placering i forhold til kunderne og ser frem til at samle kræfterne i udmøntningen af den blå vækstplan. 

Facebook nyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Branchenyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder.