Orskov Yard: Svendebrev til tre lærlinge på én gang

Orskov Yard: Svendebrev til tre lærlinge på én gang

12.07.18

I dag fik tre skibsmontørlærlinge overrakt deres svendebrev af direktør Christina Ørskov, Orskov Yard. Victor Hyttel Blokhus, Mads Normann Kristensen og Benjamin Ebbesen Mørch er alle blevet tilbudt ansættelse efter endt uddannelse, og de glæder sig meget til at komme i gang.

Stoltheden lyser ud af dem, og følelsen er den samme, som de mange ny udklækkede studenter oplever i øjeblikket, og de skal også alle tre hjem og holde svendegilde for at fejre at den nye uddannelse.

- Vi påtager os et ansvar for at uddanne lærlinge, da der er et stort behov for arbejdskraft både nu og i fremtiden. Hos os er det desuden kutyme at lærlingene oftest bliver tilbudt ansættelse efterfølgende, hvilket gerne skulle hjælpe med at gøre det til et attraktivt sted at søge arbejde, siger direktør Christina Ørskov, Orskov Yard.

Hos Orskov Yard er man del af en rotationsordning, hvor man har mulighed for at prøve kræfter i en anden virksomhed. Det gavner både lærling og virksomhed. Det bliver nemlig planlagt således, at hvis der opstår et særligt behov for ekstra arbejdskraft, så samles kræfterne.

De nyuddannede lærlinge har været i rotation hos VMS Group samt MAN, og det er maritim uddannelseskoordinator Anette Herman Sørensen fra MARCOD, som står for at koordinere denne ordning.

- Vi har været meget glade for at få indsigt i de andre virksomheder. Orskov Yard er ikke en produktionsvirksomhed, og derfor har det været gavnligt at få indsigt i, hvad de andre virksomheder laver. Derudover har det også været sjovt at mødes med de andre lærlinge i ordningen, siger de tre nyuddannede lærlinge.

Skibsmontøruddannelsen er en kombination af maskinarbejder og rørlægger. Det er en lidt bredere uddannelse og kan derfor benyttes i mange maritime virksomheder. Ved at være en del af rotationsordningen er Orskov Yard med til at give deres lærlinge bredere kendskab til hvordan arbejdet som skibsmontør kan være. Victor og Benjamins fædre arbejder også hos Orskov Yard og Mads er tredje generation, så de har selvfølgelig fået kendskab til uddannelsen og virksomheden hjemmefra.

For at blive skibsmontør skal man i lære i et et halvt år samt 20 uger på skoleophold. De tre lærlinge er startet på grundforløbet sammen og er nu altså også færdige samme dag. Deres mestre er meget stolte af deres lærlinge, og fortæller at de er en vigtig del af holdet.

Der starter allerede nye lærlinge op i næste uge og igen 1. januar 2019 hos Orskov Yard A/S.

Facebook nyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Branchenyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder.