Kan faglig stolthed og et svendebrev købes på internettet!

08 november 2017

Kan faglig stolthed og et svendebrev købes på internettet!

Hvis man spørger smedelærling Gustav Engstrøm fra Orskov Yard, er svaret et højt og rungede nej. Faglig stolthed afspejler sig i det produkt, man som medarbejder, også som lærling, leverer hver gang, man er færdig med en opgave.

Gustav har de sidste uger skiftet arbejdsdagen på Orskov Yard ud med skolegang på EUC Nord, hvor han har lagt svendestykke, der er den ultimative opgave, hvor lærlingen beviser sine præstationer overfor to censorer. Karaktergennemsnit hen over læretiden tæller ikke med i regnestykket. Der er ét forsøg, hvor resultatet er knald eller fald.

Skruer vi tiden 4 år tilbage og møder 10. klasses folkeskoleelev Gustav Engstrøm, ved han på det tidspunkt, at han gerne vil lave noget, hvor de kloge hænder og det kloge hoved skal bruges i tæt kombination.

Efter 10. klasse fik han mulighed for ansættelse som fejedreng hos Orskov Yard og ved at kigge svendene over skuldrene, blev interessen for smedefaget vækket. Da han fik tilbud en læreplads, var han hurtig til at tage imod tilbuddet. Et tilbud, han ikke ét eneste sekund, har fortrudt.

Begrundelsen, hvorfor han lige netop har valgt smedefaget, er, at det er et fag, hvor man bliver udfordret fagligt, og hvor det er muligt at slippe kreativiteten løs. Kun fantasien sætter grænser for, hvad en smed kan lave. Maritim lærlingekoordinator ved MARCOD Anette H. Sørensen, der blandt flere virksomheder er finansieret af Orskov Yard til at varetage forskellige opgaver med virksomhedens lærlinge, bekræfter denne påstand.

”Gustavs svendestykke er et flot udekøkken, hvor han, som svendestykket kræver, selv har lavet tegningsgrundlaget inden opstart af processen med at producere bordet. Svendestykket skal stå hjemme hos hans forældre, og der er ingen tvivl om, at kvaliteten i produktet er i højsæde, når modtageren også er uddannet smed” siger Anette H. Sørensen.

”Ens faglige stolthed bliver sat på prøve hver eneste gang man afleverer et produkt til kunden, for hvem kvalitet er i højsæde. En tilfreds kunde vender tilbage, lige såvel som høj kvalitet i arbejdet tilfører nye kunder til værftet. Derfor er det vigtigt for os alle, at vi leverer høj kvalitet i de produkter, som vi hver dag afleverer til kunden”, slutter Gustav Engstrøm.

Orskov Yard uddanner smede og skibsmontører, og har et mål for, at hver tiende medarbejdere er lærling. Værftet har i skrivende stund 18 lærlinge, og har en klar politik om, at når en lærling udlæres, ansættes en ny lærling. ”Vi har som virksomhed en meget vigtig opgave i at være med til at uddanne kvalificeret arbejdskraft” udtaler produktionschef Henrik Jensen.

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

* indicates required

Branchenyheder