Certificering

cl label silber

MARCOD er certificeret som sølvklynge i EU

MARCOD har i januar 2017 opnået en sølvcertificering hos EU’s fælles klyngeinitiativ ECEI.
Det er de nordjyske, maritime virksomhedernes garanti for, at de samarbejder med en professionel klyngeorganisation, som formår at matche indsats og services med virksomhedernes behov.
MARCOD har siden 2009 arbejdet for at understøtte vækst og jobskabelse i de nordjyske maritime virksomheder via forskellige aktiviteter og services herunder som klyngesekretariat for maritime netværk. Nu har MARCOD vekslet deres bronzecertificering til en sølvcertificering i ECEI, som er EU’s fælles initiativ for at styrke og kvalitetssikre klynger i Europa.

”MARCOD har opnået sølv, fordi de er en rigtig stærk klynge med et godt regionalt afsæt, som arbejder professionelt. De har en tæt dialog med virksomhederne og en stor indsigt i deres behov, så de kan igangsætte initiativer og services som matcher behovet”,
forklarer Merete Daniel Nielsen, direktør i Cluster Excellence Denmark, som har stået for certificeringsprocessen.

EU anser faglige klynger for at være et vigtigt erhvervspolitisk instrument, og undersøgelser viser, at innovative netværk og klynger bidrager markant til at understøtte virksomhedernes innovation og kompetenceudvikling. En sølvcertificering er et udtryk for, at man har sin organisationsstruktur på plads og arbejder dedikeret på at udvikle sin klyngeorganisation mod det excellente.

”Vi kan bruge certificeringen til at blive dygtigere og endnu skarpere på, hvordan vi organiserer os internt og bruger vores ressourcer, så det er til størst mulig gavn for virksomhederne. Vi bliver som certificeret klynge benchmarket mod andre klynger i Europa, som giver os inspiration og netværk, og det er virksomhedernes garanti for, at de samarbejder med en klyngeorganisation, som har styr på tingene”, siger Christine Lunde, adm. direktør i MARCOD.

Der findes i Danmark pt. otte guldklynger, fem sølvklynger og 23 bronzeklynger. For at komme i betragtning til sølv skal man være certificeret med bronze og have demonstreret forbedringer på tre områder i to benchmarkanalyser. MARCOD har siden sin bronzecertificering haft en medlemsfremgang på mere end 100% fra 118 dedikerede medlemmer i 2014 til 253 dedikerede medlemmer i 2016. MARCOD har desuden forbedret sig inden for kompetenceudvikling af deres ansatte, øget interaktion med medlemmerne og en fleksibel tilpasning af aktiviteter og services til medlemmernes behov ud fra en tæt dialog. Sidstnævnte har senest udmøntet sig i udviklingen af en maritim projektlederuddannelse, og at MARCOD har søgt og fået projektlederrollen på vækstprogrammerne Maritimt Vækstprogram og Det Maritime Elitetræningscenter.

Fakta om sølvcertificering

The European Cluster Excellence Initiative (ECEI) er etableret af EU Kommissionen for at udvikle metoder og værktøjer til at støtte klyngeorganisationer i deres udvikling. På tværs af 13 partnere fra ni lande er der samlet et sæt kvalitetsindikatorer til måling af klyngeledelse med bred europæisk accept af metode og måling. Der findes tre labels: Gold, Silver og Bronze Label. Sølv er et udtryk for, at man har sin klyngeorganisationsstruktur på plads og arbejder dedikeret på at udvikle klyngeorganisationen mod det excellente.

61 klynger og netværk i Europa har opnået enten sølv eller guld. Erfaringer viser, at cluster excellence - eller på dansk - god ledelse af klynger og netværk er vigtigere for succes end tidligere antaget, hvor særligt den geografiske koncentration var i fokus. I dag ved vi, at for klynger og netværk drejer god ledelse sig om løbende at udvikle og tilbyde de aktiviteter, som deltagerne i netværket har brug for.

For at komme i betragtning til sølv skal man have demonstreret forbedringer gennem to benchmarkanalyser (Bronze Label) og selv udpege tre områder med signifikante forbedringer. Hvis man gennem en efterfølgende audit kan dokumentere de udpegede forbedringer, vil man opnå sølv. Udover retten til at anvende Silver Label modtager klyngen en rapport med resultater og anbefalinger fra the European Secretariat for Cluster Analysis (ESCA). Sølvcertificeringen baserer sig på indikatorer fra guldcertificering og er et skridt på vej på mod guld, så det anbefales, at man som en del af forberedelsen gennemfører en on-line test, der indikerer det niveau, der kræves for at opnå guld. Der skal generelt påregnes en del forberedelsestid.

Af fordelene ved at gennemføre en ECEI sølvcertificering fremhæver sølvklynger og -netværk følgende:

  • Internt i klyngeorganisationen kan processen i sig selv skabe grundlag for forbedringer hos klyngeledelsen.
  • Certificeringsrapporten indeholder konkrete anbefalinger, klyngeledelsen kan bruge til at udvikle sin strategi og opnå forbedringer.
  • En international blåstempling af klyngeorganisationen, der opnår international synlighed samt lettere adgang til finansiering både nationalt og internationalt.
  • De internationalt førende klyngeorganisationer får adgang til en række særlige fordele og aktiviteter udbudt af EU.

 

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

* indicates required

Branchenyheder