KS Maskinteknik byder velkommen til ny industriteknikerlærling i en travl tid

KS Maskinteknik byder velkommen til ny industriteknikerlærling i en travl tid

04.09.18

Direktør Kim Sørensen byder velkommen til industriteknikerlærling Bjarke S. Nielsen, som kommer på et godt tidspunkt, for virksomheden har lige landet en stor ordre og oplever generel fremgang.

Virksomheden tiltrådte tidligere på året den maritime lærlingeordning hos MARCOD, hvor øvrige samarbejdspartnere er Orskov Yard, VMS Group, MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard, Soft & Teknik, Mariendal Electrics, Vestkajens Maskinværksted, KM Automatik samt Victor.

Hjælp til rekruttering af lærlinge er blandt andet én af grundene til, at Kim Sørensen har valgt at indtræde i lærlingeordningen. ”Via MARCODs lærlingeordning får vi eksterne øjne på vores rekrutteringsproces og hjælp til at systematisere nogle procedurer i forbindelse med lærlingearbejdet, som vi i en travl hverdag med drift og vedligehold ikke får taget os tid til” siger Kim Sørensen.

Lærlingekoordinator Anette H. Sørensen har rekrutteret lærlinge i mere end 20 år, og kender vigtigheden i at bruge ressourcer i rekrutteringsfasen. ”Jeg mener, at rekruttering af en lærling er nøjagtig lige så vigtig som rekruttering af enhver anden medarbejder. Et lærlingeforløb er et 3-4 årigt kontraktligt forhold, og alle forhold her i livet fungerer nu bedst, hvis man på forhånd har forventningsafstemt med hinanden” siger Anette H. Sørensen.

Thomas Madsen, som er lærlingeansvarlig ved KS Maskinteknik, og Anette H. Sørensen trak i arbejdstøjet, velvidende at industriteknikerlærlinge i nærområdet er svære at rekruttere. Der blev lavet jobopslag, og et nyt tiltag var, at man efterfølgende inviterede elever med lærere fra henholdsvis EUC Nord og Tech College på virksomhedsbesøg med henblik på at finde den rette kandidat til lærepladsen. Eleverne fik en introduktion til og rundvisning på virksomheden, og alle blev oplyst om, at de ville blive kigget an under besøget.

”Det var en rigtig god øjenåbner at invitere eleverne på besøg hos os i virksomheden. Besøgene kvalificerede blandt andet de valg, jeg havde truffet i forbindelse med de kandidater, jeg havde udset til samtale” fortæller Thomas Madsen.

”Anette og jeg kørte samtalerne sammen, og som uddannet industritekniker er det naturligt for mig at spørge ind til det fagtekniske, hvor Anette spørger ind til nogle emner, som aldrig ville falde mig ind at spørge om som for eksempel reaktionsmønstre i pressede situationer og hvor vedkommende ser sig selv i teamet. Det giver derfor rigtig god mening, at man er flere ved samtalen, og dermed ser kandidaten fra flere forskellige vinkler” siger Thomas Madsen.

Bjarke har forinden lærepladsen hos KS Maskinteknik gået i skolepraktik, fordi han ikke kunne finde en læreplads, hvilket er lidt et paradoks, da branchen efterspørger uddannede industriteknikere. Anette H. Sørensen opfordrer derfor virksomhederne, der uddanner industriteknikere, til at tage en ekstra lærling eller flere.

Facebook nyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Branchenyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder.