Synspunkt: MARCOD tror på Det Blå Nordjylland

Synspunkt: MARCOD tror på Det Blå Nordjylland

28.01.19

Artikel af soefart.dk 

Ugens maritime synspunkt er skrevet af Christine Lunde, direktør for den nordjyske maritime klyngeorganisation og brancheudviklingscenter, MARCOD:

MARCODs resultater i 2018 har vist, at vi er dygtige til vores arbejde og skaber gode resultater for branchen. Og når vi gør det, viser vi også omverdenen, at MARCOD og vores medarbejdere er med til at gøre en forskel i hele den nordjyske maritime region.

Men samtidig står vi med en stor opgave - og mulighed - i 2019; nemlig at finde fodfæste i den nye erhvervsfremmestruktur som følge af den nye erhvervsfremmelov, som trådte i kraft 1. januar 2019. Det vender jeg tilbage til.

Scale-up vinder

Det var en kæmpe succes, da nordjyske PowerCon i november endte øverst på sejrsskamlen i Århus, da årets Scale-up vinder skulle kåres. Vi er meget stolte over at have været med til at bære en innovativ, nordjysk virksomhed frem mod ny vækst inden for landstrøm til skibe i havne. Siden september 2016 har MARCOD stået i spidsen for det maritime Scale-up Denmark program, som PowerCon har deltaget i, og som resulterede i, at PowerCon vandt årets prestigefyldte danmarksmesterskab i vækst foran ti konkurrenter i finalen. Udover æren udgjorde førstepræmien et kontant udbytte for PowerCon på DKK 100.000. 

Maritim lærlingeordning

For 4 1/2 år siden etablerede vi en maritim lærlingeordning på opfordring af bl.a. Orskov Yard, MAN Energy Solutions og Hirtshals Yard for at sikre fremtidens arbejdskraft. Ordningen fungerer fremragende og omfatter nu 13 nordjyske maritime virksomheder og 50 lærlinge, primært skibsmontører, smede, elektrikere, industriteknikere og elektro fagteknikere. Siden ordningen blev etableret er antallet af lærlinge øget fra 38 til 50, partnerkredsen er øget fra 4 til 13, der er etableret et stærkt samarbejde med erhvervsskolerne, der er etableret en rotationsordning blandt partnernes skibsmontørlærlinge og der er etableret fire dele-elektriker-lærlinge og en dele-industritekniker-lærlinge blandt partnerne. Sidst, men ikke mindst, oplever virksomhederne i ordningen stor succes i forhold til rekruttering af lærlinge og brander dem som attraktive arbejdspladser for lærlinge.

Maritime Stars

2019 startede fantastisk ud med lanceringen af vores nye udviklingsprogram til landets skarpeste maritime iværksættere. Fem udvalgte iværksættervirksomheder skal hvert år gennem et intensivt skræddersyet forløb, der kan udvikle deres ideer og forretninger. Her får de sparring, eksperthjælp og netværk til at kickstarte et erhvervseventyr. På den måde styrker vi den maritime branche og skyder genvej til fremtiden. 16 fyrtårnsvirksomheder i branchen sætter temaerne og skal støtte og hjælpe iværksættere videre med deres gode ideer. De 16 fyrtårne er Maersk Tankers, DFDS, Fjordline, MAN Energy Solutions, Terntank, GateHouse, DESMI, Wrist Ship Supply, Wärtsilä, Viking, Alfa Laval, Hoyer Motors, Logimatic, World Marine Offshore, Danfoss og Danske Rederier. Projektet er landsdækkende, men vi forventer, at jagten på elite-iværksættere også giver et gunstigt afkast i form af vækst og arbejdspladser i det nordjyske. EU og Industriens Fond bakker op med et budget på i alt DKK 7,2 mio. kr.

Nyt nationalt set-up

Som følge af den nye erhvervsfremmelov er vi med stor entusiasme og optimisme gået ind i en proces med at konsolidere os i et nationalt klynge set-up sammen med Danske Rederier, Danske Maritime, Danske Havne, Fyns Maritime Klynge og MDC. Vi ønsker og arbejder for, at den maritime branche bliver udpeget som en ud af 12 nationale erhvervsmæssige styrkepositioner af den nye nationale erhvervsfremmebestyrelse med udgangspunkt i vækstpotentiale, international konkurrence og førerposition, beskæftigelse i hele landet samt væsentlige forsknings- og udviklingsmæssige aktiviteter. Således kan vi sammen søge projekter hjem, som bidrager til at understøtte branchens fortsatte udvikling og vækst. Samarbejdet samler alle nuværende regionale og nationale indsatser og sætter fokus på innovation, netværk og kompetencer. Vores vision er, at MARCOD skal være det nordjyske hub i et konsolideret nationalt maritimt set-up og det fortsatte omdrejningspunkt for udviklingen i det nordjyske maritime erhvervsliv - både med hensyn til vækst på bundlinien hos de maritime virksomheder, beskæftigelse og kompetenceniveau.

Facebook nyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Branchenyheder

Tilmeld dig MARCOD nyhedsbrev

Hold dig opdateret med vores seneste nyheder.